Kunstig intelligens er populær hos studerende

Kunstig intelligens er populær hos studerende

af Uffe Lynglund

DTUs nye uddannelse Kunstig Intelligens og Data er populær blandt studerende. Universitetet fik 164 ansøgninger til 30 studepladser og satte derfor antallet af pladser op til 45.
“Vi synes helt grundlæggende, at det er superærgerligt at afvise unge mennesker, som har lyst og energi til at læse til ingeniør. Derfor har vi med kort varsel øget antallet af pladser på flere af vores uddannelsesretninger efter ansøgningsfristen 5. juli,” udtaler bachelordekan Martin Vigild i en pressemeddelelse fra DTU.

It-området har haft en markant stigning i antallet af førsteprioritetsansøgninger på ikke mindre end 43 procent.
“På DTU er vi selvfølgelig meget glade for, at så mange har søgt ind på ingeniøruddannelser. Det er virkeligt positivt, at de unge i stigende grad viser interesse for ingeniørfaget. Det er langt fra nok at hæve antallet af studiepladser på en eftertragtet uddannelsesretning som Kunstig Intelligens og Data med 50 procent, men faktum er, at det er en helt ny uddannelse med nyt indhold, som udspringer af den rivende teknologiske udvikling og forskning,” siger Martin Vigild.

 

KORT NYT:

Bedre høreapparater med machine learning
Mads Græsbøll Christensen, professor på Aalborg Universitet, står i spidsen for et forskningsprojekt, der anvender avanceret matematik til at skabe bedre mikrofoner. ”Det er f.eks. relevant for høreapparater, da det giver hørehæmmede mulighed for at kunne adskille stemmer i støjfulde omgivelser. På nuværende tidspunkt er de menneskelige ører mikrofonerne langt overlegne på det punkt,” siger Mads Græsbøll Christensen.

Ved hjælp af kunstig intelligens og machine learning laver forskerne modeller af støj og stemmer, som omsættes til algoritmer, der kan man så forbedre den måde tale bliver gengivet på. Man kan også få høreapparater på højre og venstre øre til at arbejde bedre sammen om at øge taleforståelsen.

Det ultimative mål er, at hørehæmmedes hørelse skal blive lige så god som normalthørende – fremtidsmusikken er, at man kan forbedre normalthørendes hørelse. Det er GN Hearing, der skal stå for produktionen af de nye høreapparater, men der er endnu ikke noget nyt om, hvornår apparaterne når ud til forbrugerne.

 

KORT NYT:

3D-kameraer kan blive regionernes superværktøj mod jordforurening
Virtual reality, interaktive plantegninger og 360 graders video er med til at øge kvaliteten af miljøtilsynet og gør dermed regionernes arbejde mere effektivt.

Blandt andre har Region Syddanmark netop har afsluttet et projekt på regionens testgrund i Rudkøbing på Langeland, hvor man har kortlagt en forurenede ejendom, hvor der tidligere været renseri. Nu er huset blevet kortlagt i 3D, så det nærmest ligner et dukkehus.

»På en meget nem måde får vi plantegninger og adgang til billeder af hele huset. Normalt, når vi er ude på ejendomme, har vi rådgiverne til at gå rundt og måle op og lave en plantegning, der er rimelig målfast,« forklarer Kristian Dragsbæk Raun, der er civilingeniør ved Regional Udvikling i sektionen Miljø og Råstoffer i Region Syddanmark. »Men med det her værktøj, der ikke koster alverden, kommer firmaet ud og laver optagelserne, og så kan man få en plantegning med i købet. Allerede der har det næsten tjent sig ind i forhold til at lade en rådgiver lave en plantegning,« siger han.