Robotter: Arbejdsløshed eller borgerløn?

Robotter: Arbejdsløshed eller borgerløn?

Fremtiden på arbejdsmarkedet er uvis. Eksperterne diskuterer ikke længere, om der er hold i udmeldingen: ”Robotterne kommer” – de er her. Fokus er, på hvilke grupper i samfundet der er udsat, og på løsninger der kan sikre danske arbejdspladser og en velfærdsstat i den globale konkurrence. Nogle eksperter tager det roligt, andre siger, at det denne gang er anderledes. Men når robotterne virkelig smøger ærmerne op, vil vi så opleve tider til det bedre eller til det værre? Mere fri tid eller øget arbejdsløshed?

af Jørgen Madsen

Forestillingen om et perfekt og rationelt samfund, hvor alle lever et anstændigt liv med et sikkert forsørgelsesgrundlag og den individuelt ønskede mængde arbejde, har været en spådom siden de tidligste robotfantasier. Nu er de her – robotterne, men meninger og mål med dem er som dag og nat.

De truede
De første på listen over job som kan forvente at blive automatiseret er ansatte i nærings- og nydelsesmiddelindustrien, NNFs medlemmer. HK har udarbejdet en statistik over job med sandsynlig automatisering, og her angives NNFs medlemmer at være i en gruppe med 84% risiko. HK-funktionærer kommer ind på andenpladsen med en risiko på 66%. Herefter følger 3F, Metal og et bredt udsnit af danske faggrupper.

Taiwanvirksomheden Foxconn producerer electronikkomponenter i blandt andet Kina. Foxconn er kendt for gode vilkår for de ansatte. Tilsynelandende er Foxconn ved at erstatte medarbejderne med robotter.

Hvad nyt er der så i det? Økonomer, Lederne, funktionærer og tjenestemænd befinder sig i et felt med over 25% risiko for automatisering. Undersøgelsen peger på, at især de kreative og social-og sundhedsfagene vil gå næsten fri af automatiseringen: Lærere, sygeplejersker og pædagoger.

Undersøgelsen er ikke helt ny – fra 2015 – men et kig på tilsvarende tal i en McKinsey-rapport fra 2017 viser samme tendens, bortset at læger og advokater nu også hører blandt de faggrupper, som kan få erstattet deres mere rutineprægede jobs af software. Analyserne spår forandringer på alle niveauer i samfundet som følge af robot-fænomenet der betegnes ’Industri 4.0’.

Globalt
Udviklingen er international og ILO, FNs internationale arbejderorganisation, sætter tal på. ILO forventer at der forsvinde 7 mio. jobs frem til 2020 som følge af automatisering og kunstig intelligens. Indførelse af ny teknologi fører imidlertid ikke kun til færre jobs. Forandringerne har samtidig effekt på ny behov, nye uddannelser og nye jobs, selvom det sjældent vil være de nu arbejdsløse som passer ind.

De tidligere industrielle bølger har ikke fjernet arbejdsløshed eller beskæftigelse, men ændret arbejdet. WEO, World Economic Forum, forventer en jobskabelse på 2 mio. indenfor matematiske-, ingeniør og it-mæssig beskæftigelse. I tidligere teknologi-bølger har vi kunnet erstatte mekaniserede eller automatiserede jobs med mere uddannelse og overførsel af medarbejdere til andre jobområder. Nogle økonomer mener derimod, at de teknologier der er på vej, vil føre direkte til arbejdsløshed.

It-brancherne har medført nye udviklingstendenser med den øgede globalisering indenfor både net-økonomi og net-jobs. It-jobs er ikke bundet af nærhed. Den digitale arbejdskraft der er til rådighed er enorm, og den er parat kloden rundt, døgnet rundt. Udviklingen får millioner af mennesker i udviklingslande til at melde sig som digitale producenter af fx databearbejdning, design, tryk og databaseadministration.

Crowdworkers, freelancere og iPros
Digitaliseringen har også fået andre konsekvenser. Stadig flere virksomheder hyrer såkaldte ’crowdworkers’. Mennesker med adgang til internettet via en pc eller endda en mobiltelefon har mulighed for at tjene lidt ekstra til en biografbillet, en sodavand eller måske en busbillet.

Det lyder ikke af meget, og det er det heller ikke. Aflønningen for de mest enkle og gentagne opgaver kan være under 1$, men med træning, hastighed og udførelse af mere komplekse opgaver kan nogen opnå, hvad der svarer en et mindre løntilskud. Crowd workers fra hele verden kan tilmelde sig via nettet til at løse opgaver. De ved ikke hvem hinanden er og mødes efter al sandsynlighed aldrig. Opgaverne kan fx være at gennemføre en adfærdsundersøgelse blandt brugere for fx Facebook eller Amazon.

Et andet karakteristisk fænomen for internetarbejde uden fast virksomhedstilknytning findes allerede i et vist omfang i Danmark – ’iPros’: The independent professionals. iPros arbejder oftest tidsbegrænset eller på deltid med en opgave. Virksomheden som udbyder opgaven har altså intet formelt ansvar overfor den iPro som har påtaget sig opgaven, i modsætning til fx aftaleregulerede ansættelser med sygedagpenge, forsikringer, pensionsbidrag og evt. andre sociale forhold.

Tendensen er stigende og nogle arbejdsmarkedsforskere er begyndt at sammenligne udviklingen med den tidligste periode af industrialiseringen, hvor hjemmesyersker modtog råvarer på bopælen og udførte enten sy- eller vævearbejde i hjemmet. På den måde begynder udviklingen også at bære præg af uformel eller midlertidig arbejdsmarkedsøkonomi – betegnelsen er ’gig economy’.

Nogle iPros befinder sig som fisk i vandet, hvor de selv er deres egen direktør, og selv bestemmer over tid og sted, men andre hutler sig igennem med indtægter der knapt slår til, selvom de har flere jobs og arbejder mange flere timer end ansatte i faste stillinger. Det gælder også i Danmark. Foreløbig er fagbevægelsen opmærksom på forholdene, men de gør foreløbig kun en begrænset indsats for disse kategorier. Journalistforbundet og Filmarbejderforbundet er fx undtagelser, der har været vant til medlemmer med løs tilknytning til arbejdsmarkedet.

Mere arbejde – eller mindre
Siden begyndelsen af finanskrisen har den politiske indstilling til den ugentlige arbejdstid været overvejende for et højere timetal. Indenfor flere fag er det blevet accepteret at medarbejderne påtager sig mere end 37 timer, når en produktion eller opgave kræver det. Især indenfor det offentlige arbejdsmarked er arbejdsgiverbetaling af frokostpause søgt fjernet fra arbejdsgiverside. Udsigten til reduceret arbejdstid som følge af ny teknologi er ikke lige til at få øje på. Teknisk muligt? måske. Politisk muligt? Absolut nej.

Rundt om Danmark bliver der alligevel gjort forsøg på at finde udveje fra 37 timers tidspresset ugentligt arbejde og på samtidig holde effektiviteten med et lavere timetal. I Sverige bliver der arbejdet på at nedsætte arbejdstiden på det offentlige plejehjem Svartedalen i Gøteborg til seks timer dagligt – uden lønreduktion. Resultat var, at et mindre stresset personale havde overskud til 60% mere kontakt med beboerne. Samtidig faldt antallet af personalets sygedage.

Politikerne bag forsøget mener, at de økonomiske gevinster ved at indføre en 30-timers arbejdsuge generelt vil være en stor samfundsgevinst. Ved at ansætte flere mennesker, skal der bruges færre penge til arbejdsløshedsforanstaltninger, og med en kortere arbejdsuge bliver der færre sygedage, og følgende mindre brug for sundhedsvæsnets ydelser. Der vil være forøgede udgifter i begyndelsen, men på langt sigt vil samfundsudgifterne til arbejdsløshed og sundhedssystemet blive ca. 15% lavere.

Hvis jobs og indtægter forsvinder
En udvikling som fører til stadig flere løse job og usikker indtægt vil ikke alene ændre arbejdsmarkedet men også borgernes forhold i samfundet. De fleste danskere er opflasket med langtidsplanlægning af deres liv. Planlægning af uddannelse, bolig og familie er baseret på at udsætte behov, fordi en mulighed for opsparing eller sikker ansættelse er et grundlag, de fleste accepterer og finder attraktivt.

Foreløbig er politiske signaler, som reagerer på ændringer i et fremtidigt løsere arbejdsmarked, sporadiske. Imidlertid er det sandsynligt, at Danmarks politiske billede også vil forandres, hvis flere borgere oplever, at deres tilværelse bliver uforudsigelig og begynder at slingre. Alternativet foreslår en 30-timers arbejdsuge, som kan tage pres og stress af hverdagen og fordele den aktuelle arbejdsmængde på flere skuldre. De øvrige partier har foreløbig afvist ideen som kostbar og urealistisk.

Arbejdsløshed eller borgerløn
En anden vej er borgerløn. Finland indførte i 2017 egentlig borgerløn til 2.000 tilfældigt udvalgte arbejdsløse som et forsøg. Gruppen er netop repræsenteret ved borgere som lever med korttidsansættelser og vikararbejde. Projektet har medført stor debat både i Finland og internationalt.

Meningerne om at arbejdsløse skulle kunne modtage offentlig løn uden modydelse har været delte. Borgerlønmodtagerne har imidlertid overvejende været lettede over at slippe for det store bureaukrati med jobprøvninger, jobsøgning og kontrolforanstaltninger. Til gengæld finder fx den finske fagbevægelse, at regeringen hellere skulle have skabt en mere velfungerende socialpolitik. Forsøget er afsluttet og opgivet til fordel for en model med aktiv jobsøgning og økonomisk kompensation.

Herhjemme har der også i en årrække været ideer om at indføre borgerløn. Lektor Jørn Loftager ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet forsker i borgerløn og henviser til et radikalt landsmøde i 1993, hvor partiet besluttede at arbejde for en borgerlønsreform. Ideen blev forladt på grund af en forventet stærkt øget skatteudskrivning, selvom den også indeholdt positive elementer.

I en kronik i Information fra 2017 peger Jørn Loftager på at højrefløjens sandsynlige modargument er det amoralske i at beskatte arbejdende borgere, mens andre kan sidde over uden modydelse. Fra venstrefløjen vil borgerlønnen blive afvist fordi man frygter, at borgerlønnere bliver udelukket af det aktivt arbejdende fællesskab.

Hvis forudsigelserne om effekten af robotter og kunstig intelligens kommer til at holde stik, står vi med et teknologisk og ikke mindst politisk dilemma.