Bæredygtig fremtid for alle

Jordens ressourcer er under voldsomt pres fra overforbrug, spild og forurening med affaldsstoffer. Og det i en sådan grad at tusindvis af planter og dyr er i fare for at uddø. Faktisk er biodiversitetskrisen større end klimakrisen, mener professor. Men der er muligheder for at ændre kurs og skabe global bæredygtighed.

Hvordan sikrer vi en bæredygtig udvikling for alle mennesker? Det er et voldsomt stort spørgsmål og ikke særligt let at svare på. Men vi kan i hvert fald ikke fortsætte, som vi plejer. Verden står over for en gigantisk udfordring, hvis vi skal kunne brødføde en voksende befolkning, der i 2050 forventes at stige til 10 milliarder mennesker, og samtidig bekæmpe klimakrisen – og nok endnu vigtigere: biodiversitetskrisen.

Skal det lykkes, må vi til at tænke og handle på en anden måde, hvor vi i langt højere grad forstår jorden som ét stort økosystem. Det mener Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet.

På et møde i Akademiet for de Tekniske Videnskaber den 6. marts forklarede hun, at der ikke er noget hurtigt teknisk fix, – at teknologi alene hverken kan løse klimaproblemerne eller den alvorlige biodiversitetskrise, hvor op mod en million dyre- og plantearter er truet af udryddelse ifølge FN.

For det grundlæggende problem er, at vi bruger for mange af jordens begrænsede ressourcer og at alt for mange affaldsstoffer bliver udledt. Det gælder i særlig grad drivhusgasser, men også plastik, pesticider, partikelforurening, antibiotika og meget andet.

Den store acceleration

Katherine Richardson er professor på Københavns Universitet, tidligere formand for Klimakommissionen og medlem af Klimarådet.

I sin nye bog: ’Hvordan skaber vi en bæredygtig udvikling for alle’ beskriver Katherine Richardson baggrunden for, at den nuværende udvikling i verden ikke kan fortsætte. Indtil for ikke så mange år siden var presset på jordens ressourcer til at overse, men fra omkring 1960’erne sker det, der er blevet kaldt ’Den store acceleration’, som henviser til at en lang række forhold begyndte at vokse med eksplosiv hast.

Det gælder på den ene side en række socioøkonomiske forhold som væksten i verdens befolkning, forbruget af energi og vand, forbruget af kunstgødning, transport og turisme og samlet set væksten i økonomi og levestandard.

På den anden side har det ført til voldsomme ændringer i den globale miljøtilstand. Mængden af drivhusgasser som kuldioxid, metan og lattergas stiger eksplosivt fra 1950erne og frem. Det samme gør landbrugsarealet og fiskeriet, men også havets forsuring, tabet af tropisk skov og mængden af kvælstof og fosfor i jorden. Temperaturen stiger, og dyr- og plantearter forsvinder med en så voldsom hast, at mange biologer taler om en masseudryddelse.

Katherine Richardson sammenligner udviklingen med, hvad der sker, hvis man isolerer bakterier og dyrker dem i laboratoriet med en stor, men begrænset mængde næring.

I begyndelsen vil de fordele sig langsomt, senere fordeler de sig hurtigere og på et tidspunkt vil de vokse eksponentielt i et stykke tid. Når ressourcerne begynder at slippe op, bliver populationsvæksten langsommere for derefter at stoppe. Efter et stykke tid dør bakterierne på grund af ressourcemangel og forgiftning forårsaget af en ophobning af deres egne affaldsprodukter.

Det sker ikke i økosystemer – for her bliver det, der er affald for den ene organisme til føde for en anden. Ressourcer bliver på den måde anvendt mange gange i systemet uden at der bliver produceret affald.

Verden står over for en voldsom biodiversitetskrise. I dag uddør planter og dyr 1.000 gange hurtigere, end de naturligt ville gøre. Hele 25 procent af alle dyr og planter er lige nu i risiko for at forsvinde. Særlig hårdt ramt er regnskovene.

Vi skal tænke i systemer – ikke sektorer

– Jeg tror vi kan bruge biologien til at fortælle os, hvorfor det er nødvendigt at tænke i systemer, siger Katherine Richardson. Hun mener, der har været al for meget fokus på at optimere inden for de enkelte sektorer i samfundet uden tanke på de feedbackmekanismer – de interaktioner, der er i naturen og jordsystemet. Det gælder for så vidt også interaktioner mellem sektorer og forskellige politiske tiltag i samfundet.

Fossile brændsler modtager fortsat støtte selvom næsten alle lande i Parisaftalen blev enige om at reducere CO2 udledningen.

For hvorfor er det lige, at flere lande betaler støtte til de landmænd, der dyrker sukkerroer og herefter beskatter befolkningens sukkerforbrug i et forsøg på at begrænse samfundets usunde forbrug af sukker? Og hvorfor er det lige, at der fortsat globalt set betales 5 billioner amerikanske dollars i årlig direkte og indirekte støtte til anvendelsen af fossile brændsler, når hovedparten af verdens lande i 2015 indgik Paris aftalen, hvis formål netop er at begrænse fossile brændsler?

Det giver ikke meget mening. Der er da også en voksende erkendelse af, at udfordringerne med at skabe en bæredygtig udvikling skal ses samlet, hvilket også indirekte fremgår af FNs 17 verdensmål. Her er en række af udviklingsmålene for verden for første gang samlet i én aftale.

Men det betyder samtidig, at der er en række spændinger eller modsætninger mellem de forskellige målsætninger. For hvordan producerer vi mere mad til en voksende befolkning uden at øge mængden af drivhusgasser eller inddrage store arealer til landbrugsproduktion, som igen sætter biodiversiteten under endnu stærkere pres? I dag bruger vi på verdensplan allerede et areal svarende til hele Nord- og Sydamerika alene til dyrkning af foder til husdyr.

Spændingerne mellem de forskellige verdensmål og erkendelsen af, at udviklingen på et område påvirker udviklingen på et andet område gør, at vi må have mere fokus på interaktionerne mellem dem og at ressourcerne skal udnyttes mere effektivt og genbruges flere gange.

Med andre ord er udfordringen, at løse spændingen mellem velstandsforøgelse og forbruget af jordens ressourcer og samtidig sørge for en mere lige adgang til ressourcerne blandet verdens befolkning. Det er ikke nogen nem opgave, men det kan lade sig gøre, mener Katherine Richardson.

Hvad skal vi så gøre?

Der er flere redskaber i værktøjskassen, som alle skal i brug og som groft sagt kan deles op i fire områder. For det første er der governance, der skal forstås bredt, som de regler og praksisser samfundet er styret af. Det er både lovgivning i de enkelte lande, men også handelsaftaler, internationale aftaler og virksomhedernes egne regler og reguleringer.

Virksomhederne er dem, der mest direkte påvirker jordens ressourcer, når de køber råvarer eller udleder affaldsstoffer fra deres produktion. Så når store eller små virksomheder strammer deres miljøkrav over for deres underleverandører, kan det få stor betydning.

Ændrede økonomiske og finansielle metoder er også nødvendige. De økonomiske reguleringer, virksomhederne bliver underlagt, kan være med at fremme en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. Det siger sig selv at økonomisk støtte til forbrug af olie og benzin modarbejder ønsket om mindre udledning af drivhusgasser, mens støtte til vedvarende energikilder har den modsatte effekt.

Ændrede investeringsmønstre kan også have stor betydning, som for eksempel når pensionskasser fravælger investeringer i fossile brændsler eller satser på vedvarende energi.

Vi skal alle vænne os til en mere plantebaseret kost og madspild skal udgås. I dag går en tredjedel af verdens fødevareproduktion til spilde.

For det tredje er der individuel og kollektiv adfærd. Det handler om, hvordan vi alle skal ændre vores forbrug og tænke på, hvordan vi hver især kan mindske presset på ressourcerne.

– Tænk på hvor hurtigt rygning gik fra at være et statussymbol til at være socialt uacceptabelt i mange sammenhænge. Eller hvordan presset fra klimabevægelsen påvirkede folketingsvalget i 2019. Den måde vi mennesker forstår vores forhold til verden omkring os på, er under forandring, siger Katherine Richardson, der mener at man godt kan tale om sociale tipping points hvor opfattelsen i offentligheden pludselig ændre sig markant.

Så er der selvfølgelig også videnskab og teknologi. Mange tænker at teknologien og nye opfindelser skal ’fixe’ problemerne med klimaforandringerne og overforbrug af ressourcer, men teknologien kan kun hjælpe et stykke af vejen. Den kan hjælpe os med at udnytte jordens ressourcer mere effektivt, men den kan ikke skabe ny biodiversitet eller for eksempel fosfor, der er en begrænset men afgørende ressource for produktion af fødevarer.

– Teknologi alene kan ikke løse klimaproblemerne, men teknologi kan hjælpe os til at begrænse skaderne, forklarer Katherine Richardson, der mener at alle fire redskaber skal i spil, hvis vi skal opnå en bæredygtig udvikling og samtidig brødføde en befolkning på 9 – 10 milliarder i 2050.

– Det er naivt at tro at vi kan gennemføre omstillingen med teknologi alene, vi er nødt til at ændre vores økonomisystem og putte en pris på vores ressourceforbrug, vi er nødt til at ændre vores governance, vi er nødt til at ændre vores adfærd, så vi alle sammen bruger færre ressourcer pr person. At sætte sig tilbage og sige at vi skal finde en teknologisk løsning er naivt og det er forkert. Men teknologien kan bidrage, siger Katherine Richardson

FNs verdensmål

FNs verdensmål for en bæredygtig udvikling blev vedtaget i 2015.

Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som skal søges opfyldt inden 2030

Denne artikel blev bragt første gang 12. marts 2020

Denne uge:

Bæredygtig fremtid for alle

Jordens ressourcer er under voldsomt pres fra overforbrug, spild og forurening med affaldsstoffer. Og det i en sådan grad at tusindvis af planter og dyr er i fare for at uddø. Faktisk er biodiversitetskrisen større end klimakrisen, mener professor. Men der er muligheder for at ændre kurs og skabe global bæredygtighed.

Hvordan sikrer vi en bæredygtig udvikling for alle mennesker? Det er et voldsomt stort spørgsmål og ikke særligt let at svare på. Men vi kan i hvert fald ikke fortsætte, som vi plejer. Verden står over for en gigantisk udfordring, hvis vi skal kunne brødføde en voksende befolkning, der i 2050 forventes at stige til 10 milliarder mennesker, og samtidig bekæmpe klimakrisen – og nok endnu vigtigere: biodiversitetskrisen.

Skal det lykkes, må vi til at tænke og handle på en anden måde, hvor vi i langt højere grad forstår jorden som ét stort økosystem. Det mener Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet.

På et møde i Akademiet for de Tekniske Videnskaber den 6. marts forklarede hun, at der ikke er noget hurtigt teknisk fix, – at teknologi alene hverken kan løse klimaproblemerne eller den alvorlige biodiversitetskrise, hvor op mod en million dyre- og plantearter er truet af udryddelse ifølge FN.

For det grundlæggende problem er, at vi bruger for mange af jordens begrænsede ressourcer og at alt for mange affaldsstoffer bliver udledt. Det gælder i særlig grad drivhusgasser, men også plastik, pesticider, partikelforurening, antibiotika og meget andet.

Den store acceleration

Katherine Richardson er professor på Københavns Universitet, tidligere formand for Klimakommissionen og medlem af Klimarådet.

I sin nye bog: ’Hvordan skaber vi en bæredygtig udvikling for alle’ beskriver Katherine Richardson baggrunden for, at den nuværende udvikling i verden ikke kan fortsætte. Indtil for ikke så mange år siden var presset på jordens ressourcer til at overse, men fra omkring 1960’erne sker det, der er blevet kaldt ’Den store acceleration’, som henviser til at en lang række forhold begyndte at vokse med eksplosiv hast.

Det gælder på den ene side en række socioøkonomiske forhold som væksten i verdens befolkning, forbruget af energi og vand, forbruget af kunstgødning, transport og turisme og samlet set væksten i økonomi og levestandard.

På den anden side har det ført til voldsomme ændringer i den globale miljøtilstand. Mængden af drivhusgasser som kuldioxid, metan og lattergas stiger eksplosivt fra 1950erne og frem. Det samme gør landbrugsarealet og fiskeriet, men også havets forsuring, tabet af tropisk skov og mængden af kvælstof og fosfor i jorden. Temperaturen stiger, og dyr- og plantearter forsvinder med en så voldsom hast, at mange biologer taler om en masseudryddelse.

Katherine Richardson sammenligner udviklingen med, hvad der sker, hvis man isolerer bakterier og dyrker dem i laboratoriet med en stor, men begrænset mængde næring.

I begyndelsen vil de fordele sig langsomt, senere fordeler de sig hurtigere og på et tidspunkt vil de vokse eksponentielt i et stykke tid. Når ressourcerne begynder at slippe op, bliver populationsvæksten langsommere for derefter at stoppe. Efter et stykke tid dør bakterierne på grund af ressourcemangel og forgiftning forårsaget af en ophobning af deres egne affaldsprodukter.

Det sker ikke i økosystemer – for her bliver det, der er affald for den ene organisme til føde for en anden. Ressourcer bliver på den måde anvendt mange gange i systemet uden at der bliver produceret affald.

Verden står over for en voldsom biodiversitetskrise. I dag uddør planter og dyr 1.000 gange hurtigere, end de naturligt ville gøre. Hele 25 procent af alle dyr og planter er lige nu i risiko for at forsvinde. Særlig hårdt ramt er regnskovene.

Vi skal tænke i systemer – ikke sektorer

– Jeg tror vi kan bruge biologien til at fortælle os, hvorfor det er nødvendigt at tænke i systemer, siger Katherine Richardson. Hun mener, der har været al for meget fokus på at optimere inden for de enkelte sektorer i samfundet uden tanke på de feedbackmekanismer – de interaktioner, der er i naturen og jordsystemet. Det gælder for så vidt også interaktioner mellem sektorer og forskellige politiske tiltag i samfundet.

Fossile brændsler modtager fortsat støtte selvom næsten alle lande i Parisaftalen blev enige om at reducere CO2 udledningen.

For hvorfor er det lige, at flere lande betaler støtte til de landmænd, der dyrker sukkerroer og herefter beskatter befolkningens sukkerforbrug i et forsøg på at begrænse samfundets usunde forbrug af sukker? Og hvorfor er det lige, at der fortsat globalt set betales 5 billioner amerikanske dollars i årlig direkte og indirekte støtte til anvendelsen af fossile brændsler, når hovedparten af verdens lande i 2015 indgik Paris aftalen, hvis formål netop er at begrænse fossile brændsler?

Det giver ikke meget mening. Der er da også en voksende erkendelse af, at udfordringerne med at skabe en bæredygtig udvikling skal ses samlet, hvilket også indirekte fremgår af FNs 17 verdensmål. Her er en række af udviklingsmålene for verden for første gang samlet i én aftale.

Men det betyder samtidig, at der er en række spændinger eller modsætninger mellem de forskellige målsætninger. For hvordan producerer vi mere mad til en voksende befolkning uden at øge mængden af drivhusgasser eller inddrage store arealer til landbrugsproduktion, som igen sætter biodiversiteten under endnu stærkere pres? I dag bruger vi på verdensplan allerede et areal svarende til hele Nord- og Sydamerika alene til dyrkning af foder til husdyr.

Spændingerne mellem de forskellige verdensmål og erkendelsen af, at udviklingen på et område påvirker udviklingen på et andet område gør, at vi må have mere fokus på interaktionerne mellem dem og at ressourcerne skal udnyttes mere effektivt og genbruges flere gange.

Med andre ord er udfordringen, at løse spændingen mellem velstandsforøgelse og forbruget af jordens ressourcer og samtidig sørge for en mere lige adgang til ressourcerne blandet verdens befolkning. Det er ikke nogen nem opgave, men det kan lade sig gøre, mener Katherine Richardson.

Hvad skal vi så gøre?

Der er flere redskaber i værktøjskassen, som alle skal i brug og som groft sagt kan deles op i fire områder. For det første er der governance, der skal forstås bredt, som de regler og praksisser samfundet er styret af. Det er både lovgivning i de enkelte lande, men også handelsaftaler, internationale aftaler og virksomhedernes egne regler og reguleringer.

Virksomhederne er dem, der mest direkte påvirker jordens ressourcer, når de køber råvarer eller udleder affaldsstoffer fra deres produktion. Så når store eller små virksomheder strammer deres miljøkrav over for deres underleverandører, kan det få stor betydning.

Ændrede økonomiske og finansielle metoder er også nødvendige. De økonomiske reguleringer, virksomhederne bliver underlagt, kan være med at fremme en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. Det siger sig selv at økonomisk støtte til forbrug af olie og benzin modarbejder ønsket om mindre udledning af drivhusgasser, mens støtte til vedvarende energikilder har den modsatte effekt.

Ændrede investeringsmønstre kan også have stor betydning, som for eksempel når pensionskasser fravælger investeringer i fossile brændsler eller satser på vedvarende energi.

Vi skal alle vænne os til en mere plantebaseret kost og madspild skal udgås. I dag går en tredjedel af verdens fødevareproduktion til spilde.

For det tredje er der individuel og kollektiv adfærd. Det handler om, hvordan vi alle skal ændre vores forbrug og tænke på, hvordan vi hver især kan mindske presset på ressourcerne.

– Tænk på hvor hurtigt rygning gik fra at være et statussymbol til at være socialt uacceptabelt i mange sammenhænge. Eller hvordan presset fra klimabevægelsen påvirkede folketingsvalget i 2019. Den måde vi mennesker forstår vores forhold til verden omkring os på, er under forandring, siger Katherine Richardson, der mener at man godt kan tale om sociale tipping points hvor opfattelsen i offentligheden pludselig ændre sig markant.

Så er der selvfølgelig også videnskab og teknologi. Mange tænker at teknologien og nye opfindelser skal ’fixe’ problemerne med klimaforandringerne og overforbrug af ressourcer, men teknologien kan kun hjælpe et stykke af vejen. Den kan hjælpe os med at udnytte jordens ressourcer mere effektivt, men den kan ikke skabe ny biodiversitet eller for eksempel fosfor, der er en begrænset men afgørende ressource for produktion af fødevarer.

– Teknologi alene kan ikke løse klimaproblemerne, men teknologi kan hjælpe os til at begrænse skaderne, forklarer Katherine Richardson, der mener at alle fire redskaber skal i spil, hvis vi skal opnå en bæredygtig udvikling og samtidig brødføde en befolkning på 9 – 10 milliarder i 2050.

– Det er naivt at tro at vi kan gennemføre omstillingen med teknologi alene, vi er nødt til at ændre vores økonomisystem og putte en pris på vores ressourceforbrug, vi er nødt til at ændre vores governance, vi er nødt til at ændre vores adfærd, så vi alle sammen bruger færre ressourcer pr person. At sætte sig tilbage og sige at vi skal finde en teknologisk løsning er naivt og det er forkert. Men teknologien kan bidrage, siger Katherine Richardson

FNs verdensmål

FNs verdensmål for en bæredygtig udvikling blev vedtaget i 2015.

Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som skal søges opfyldt inden 2030

Denne artikel blev bragt første gang 12. marts 2020

Log ind

Opret kundekonto

Dine personlige data vil blive anvendt til at understøtte din brugeroplevelse,, til at administrere adgang til din konto, og til andre formål, som er beskrevet i vores persondatapolitik.

Ja tak, jeg vil gerne have et gratis prøveabonnement og adgang til alle artikler

Enkelt abonnement


Abonnement

30 dages gratis prøveperiode. Herefter 49,00 DKK per måned. Dit abonnement bliver fornyet automatisk, når prøveperioden udløber. Du kan opsige abonnementet når du vil.

30 dages gratis prøveperiode. Herefter 49,00 DKK per måned

Varenummer (SKU): 40000 Varekategori:

Gruppeabonnement


Gruppeabonnement

Dit abonnement bliver fornyet automatisk, når prøveperioden udløber. Du kan opsige abonnementet når du vil.

30 dages gratis prøveperiode. Herefter Fra: 39,00 DKK per måned per medlem

Fra 5102550
Clear

Gruppemedlemmer:

Varenummer (SKU): 30000 Varekategori:

Gavekort


Tilbud

Gavekort

Gavekortet modtages som kode via e-mail og kan frit gives væk. Den første måned er stadig gratis ved brug af gavekort.

90,00 DKK120,00 DKK

3 måneder4 måneder
Ryd

Varenummer (SKU): N/A Varekategori: