Dit privatliv for et elløbehjul

En af de mest omtalte bøger i år er Shoshana Zuboffs Overvågningskapitalismens tidsalder. Shoshana Zuboff kommer til Danmark i september, men arrangementerne er overtegnede. Derfor giver techst dig essensen af Shoshana Zuboffs tanker i tre artikler.

Af: Erik Lyngse

26. september 2019

I København og mange andre storbyer har eldrevne løbehjul og diskussionen om dem optaget meget plads. Diskussionen har handlet om selve transportmidlet, og hvad det fylder i bylivet, men det kan virke som en mindre detalje, når man ser på andre sider af løbehjulene.

Når man bruger en app til at få adgang til at bruge løbehjulet, bliver man bedt om at give selskabet bag adgang til ens data såsom kontaktpersoner og billeder, og selskabet får viden om, hvor man kører mm.

Hvis en cykel- eller biludlejer for bare få år siden havde bedt om at få så omfattende oplysninger, ville de fleste nok have valgt en anden udlejer. Hvordan er det gået til at vi er blevet vænnet til at give private virksomheder så mange oplysninger om vores liv?

Shoshana Zuboff er socialpsykolog, filosof og professor emerita ved Harvard Business School og tidligere tilknyttet Berkman Klein Center for Internet and Society ved Harvard Law School. Hun er ekspert i den digitale revolution.

Soshana Zuboff har længe fulgt den digitale udvikling og har tidligere skrevet to indflydelsesrige bøger om emnet. I denne bog behandler hun de økonomiske, sociale, politiske og teknologiske konsekvenser af den digitale kapitalisme, som hun med udgangspunkt i virksomheder som Google og Facebook kalder overvågningskapitalismen.

Vi er i en ny tidsalder

Forfatteren lægger vægt på at vi står overfor et nyt samfund, som ikke kan forstås med det gamle samfunds begreber. I denne artikel gennemgås Soshana Zuboffs beskrivelse af udviklingen frem mod overvågningskapitalismens tidsalder.

Industrikapitalisme gav med samlebånd og masseproduktion forbrugerne adgang til billigere, men standardiserede varer, som Ford udtrykte det: Bilen kan fås i alle farver bare den er sort. I den digitale økonomi er det drivende forbrugernes ønske om at få: ’Hvad jeg vil have, hvornår, hvor og hvordan jeg vil have det’, som Apple udtrykte det i forbindelse med lanceringen af Iphone mm. Fokus bliver vendt fra standardiseringen til det individuelle.

I løbet af de første ti år i dette årtusind realiserede internetgiganter som Google og Facebook denne omvending, så vi alle fik adgang til den kontakt og viden vi ønsker os. Og vi får det uden at betale for det.

Overvågningskapitalismen opstår i og med at internetgiganterne registrerer og analyserer hvert et klik vi udfører og bruge den information der herved skabes.

Soshana Zuboff kalder dette fænomen ’adfærdsoverskud’ – det forhold at alt hvad vi foretager på nettet efterlader spor, der kan udnyttes af overvågningsvirksomheder.
Som Larry Page fra Google sagde ’Vores ultimative ambition er at forvandle den samlede Google-oplevelse og gøre den betagende simpel, og nærmest automatisk, fordi vi ved, hvad du vil have, og kan give dig det med det samme.’

Forudsætningen for at skabe disse ’forudsigelsesprodukter’, som Soshana Zuboff kalder dem, er indhentning af adfærdsoverskud.

Jagten på adfærdsoverskud

Denne ambition kan ifølge Soshana Zuboff kun opfyldes, ’når man underkaster sig indhentningens imperativ og det evige pres for at opnå stor skala inden for forsyningsoperationerne. I jagten på adfærdsoverskud må der ikke være nogen forhindringer til at begrænse skalaen, intet territorium må være fritaget for at blive udplyndret.’

I dag er vores smart-tv, mobiltelefoner, biler og on demand produkter – i det hele taget alle produkter, der er koblet til internettet kilder til oplysninger som indhentes af overvågningsvirksomhederne ligesom alt, hvad vi selv vælger at gøre tilgængeligt på nettet gennem mails, sms-er, opslag på Facebook og brug af lokaliseringstjenester bruges af virksomhederne til at skabe forudsigelsesprodukter.

Af og til kommer der ramaskrig i den offentlige debat, som f.eks. når det kommer frem, at Google gennem digitale assistenter lytter til og gemmer alt, hvad der siges i ens private hjem eller når man bemærker hvordan man modtager reklamer, der er afpasset efter ens søgninger. Hver gang bliver det affejet som noget virksomhederne gør for at forbedre deres produkter eller i værste fald som noget enkelte medarbejdere eller særlige tjenester har gjort og virksomheden beklager det.

Men beklagelsen fører ikke til at virksomhederne stopper med at indhente disse oplysninger – for formålet med alle deres produkter er netop at kunne høste oplysninger. Det er det, der er selve forretningsmodellen for overvågningskapitalen f.eks. Google og Facebook. Virksomhedernes markedsværdi afhænger af deres evne til at skaffe enorme mængder af information.

Dette gælder både i bredden: hvor mange menneskers adfærd indhentes der oplysninger om? Og i dybden: hvordan skaffer man sig stadig mere omfattende viden om brugeres adfærd? Gennem adgang til billeder, opslag, løbevaner, vægt, musikvaner, følelser, kontakter og vennekreds.

Kundetilfredshed er målet

Som Googles koncernchef Eric Schmidt sagde i 2008: ’Det kan opfattes som en kritik, men det kan også opfattes som en strategi. Virksomhedens mål er kundetilfredshed. Man bør opfatte Google som ét enkelt produkt: kundetilfredshed.’

Og med kundetilfredshed tænkes ikke på brugerne af google, men de kunder der køber deres produkter: Annoncører og andre der kan gøre brug af deres forudsigelsesprodukter som Cambridge Analytica og Obamas, Trumps og Brexits kampagnestrateger.

Jo bredere og dybere informationer de indhenter, des bedre er muligheden for kundetilfredsheden og jo højere værdien af virksomhedens produkter.

Der høstes information over alt

Derfor satser virksomhederne nu på at udvide det område, der høstes information fra, fra internettet og ud i dagligdagen. Udvidelsen er ude efter både dit blodomløb og din seng, din samtale over morgenbordet, din pendlerrute, din løbetur, dit køleskab, din parkeringsplads og din opholdsstue.

Hvert eneste smart-produkt – om det er en net-opkoblet robotstøvsuger, en bil, et tv, smarte køleskabe rejser nogle grundlæggende spørgsmål:
Hvad ved smart-produktet?
Hvem ved det? -hvem får adgang til apparatets informationer?
Hvem beslutter det? Hvem beslutter, hvem der får oplysningerne?
Hvem beslutter, hvem der beslutter det?

For alle spørgsmålene er svaret, at det gør overvågningskapitalisterne, derimod vil det for de brugere af produkterne, der generer informationerne, normalt ikke være muligt at få adgang til de oplysninger, de er med til at skabe.

Overvågningskapitalismen skaber således en monopolisering af viden i samfundet. Det er ikke sådan at smart-produkter i sig selv skaber denne monopolisering, men de er en forudsætning for den.

Da man f.eks. udviklede forestillingen om det intelligente hjem var det i starten en forudsætning, at den enkelte forbruger havde private rettigheder til de oplysninger, det intelligente hjem skabte.

Sådan gik det ikke, i stedet er produkterne udformet sådan, at de for at virke optimalt skal sende alle oplysninger til det firma der står bag produktet, og virksomhederne forbeholder sig retten til at dele disse oplysninger med udenforstående.

Kontrol over vidensstrømme

Man kan i nogle tilfælde nægte at give virksomheden adgang til de data ens brug af et produkt skaber, men i så fald vil det oftest være sådan, at produktet ikke kan virke optimalt, man får ikke garantier, eller at produktet ikke vedligeholdes/opdateres.

Denne erobring af kontrol over vidensstrømme skaber mindelser om totalitarismen som den sås under fascistiske diktaturer eller kommunistpartiets magt i Kina
Men det er en væsensforskellig magt.

Hvor de totalitære stater prøvede at overvåge borgerne for at ensrette idealer og holdninger er overvågningskapitalismens mål total viden om individerne for at kunne skabe de forudsigelser af adfærd, som annoncørerne efterspørger.

Den Store Anden

Denne totale viden fra overvågningen af adfærd kalder Soshana Zuboff for ’Den Store Anden’. ’Den Store Anden’ er den der overvåger og søger at styre adfærd med metoder, der er udviklet med afsæt i adfærdspsykologien.

I totalitarismen er symbolet Big Brother – staten der overvåger os alle og vil påtvinge os holdninger, følelser og adfærd. I overvågningstidsalderen er det private virksomheder, der bruger vores adfærd som råstof til at forudsige og påvirke vores fremtidige adfærd, men er ligeglade med individets holdninger og følelser.

I stedet for den totalitære stats udøvelse af magt via statens voldsmonopol indsætter overvågningskapitalismen en instrumentel magt ved, at individerne reduceres til instrumenter til indhøstning af viden, der kan sælges videre i form af forudsigelser om adfærd.

’Vi er ikke længere subjekter for værdirealisering (Google og Facebook prøver ikke primært at sælge os noget – red.). Vi er heller ikke, som nogle ellers har hævdet, ’produktet’ i Googles salg.

I stedet er vi de objekter, hvorfra der indhentes og eksproprieres råmateriale til Googles forudsigelsesfabrikker. Googles produkter består af forudsigelser om vores adfærd, og de bliver solgt til konkrete kunder, men bare ikke til os. Vi er et middel til andres mål.” skriver Soshana Zuboff.