Et spørgsmål om liv eller død

I krisetider bruger vi ofte data i et forsøg på både at forstå situationen og finde vej ud af den. Men det kan være farligt. Artiklen The way we use data is a life or death matter – from the refugee crisis to COVID-19 fra The Conversation, fortæller hvordan data bruges til at sløre alvoren af flygtningekrisen.

Doug Specht

Lektor i medier og kommunikation, University of Westminster

Monika Halkort

Adjunkt i digitale medier og social kommunikation, Lebanese American University

Som reaktion på COVID-19 har regeringer over hele verden brugt algoritmer, data fra apps på vores telefoner sammen med videoovervågning, ansigtsgenkendelse og andre former for dataindsamling til at bekæmpe pandemien. Data bruges til at styre milliarder af menneskers daglige liv på en måde, mange af os aldrig før har set. Folk bliver instrueret om at blive hjemme, gå på arbejde, bære masker eller sende deres børn i skole baseret på data.

Men har 2020 også vist farerne ved den fremgangsmåde? Fortolkningen og indsamlingen af disse data er ikke uden problemer – læger og politikere, der ser på de samme data, kan drage meget forskellige konklusioner om, hvad der er det rigtige at gøre.

Vi bør selvfølgelig bruge alle de redskaber, vi kan i kampen for at redde liv, men pandemien har også bragt mange problemer med datakortlægning frem i lyset. COVID-19 rammer de fattigste og de sorte og asiatiske samfund i mange lande uforholdsmæssigt hårdt. Det er ikke mindst på grund af, at de restriktioner, der skal stoppe spredningen af sygdommen, bygger på data, der er fortolket af hypoteser hos dem, der udformer restriktionerne.

Ulighederne var der i forvejen, men modeller, der bremser spredningen gennem lukning af kontorer, mindre transport og hjemmeundervisning, lægger et enormt pres på de fattigste og mest sårbare i samfundet, der ikke er så privilegerede, at de kan ændre deres arbejds- eller levevilkår. Efterhånden som digitale teknologier introduceres yderligere, såsom mobil track and trace, vil disse grupper blive marginaliseret yderligere. Selv i de rigeste lande vil de, der ikke har en smartphone, ikke få fordel af sporingsapps, der skal beskytte mennesker.

Det er nyt for mange, men den slags teknologier – og deres mangler – er i lang tid blevet brugt til at forme liv og død for millioner over hele verden. I den digitale tidsalder opfattes digital kortlægning og data som en løsning. Flere end nogensinde oplever, at vores live ikke bestemmes af mennesker vi har valgt, men af ukendte algoritmer, kort og datavisualiseringer. Mens vi forsøger at holde pandemien i skak, bør vi lære af tidligere kriser og bevæge os i retning af en mere retfærdig verden.

For at vi kan det, er det afgørende, at folk forstår datas svingende kvalitet. Statistikker kan virke korrekte for mange mennesker. Men data kan vildlede, og forståelsen af, hvordan det sker, er et stort skridt i den rigtige retning, hvis vi vil bruge data til at forbedre millioner af menneskers liv og tackle globale kriser som COVID-19.

Der er tre hovedproblemer med data.

1. Mørke data

Det første problem ser ud til at være det nemmeste at løse. Mørke data henviser til data, der slet ikke indsamles. Mange mennesker tror, at hvis vi indsamlede nok data om alt, så kunne vi løse ethvert problem. Men det er umuligt at indsamle alt: der vil altid være mørke data.

Vi indsamler for eksempel ikke data om eller fra børn på samme måde som voksne på grund af regler om samtykke. Data indsamles ofte gennem værktøjer, der ikke er tilgængelige for alle – mobiltelefoner deler enorme mængder information, men ikke alle har en mobiltelefon.

De virkelige problemer kommer på grund af såkaldte videnskabelige og ideologiske antagelser. Disse antagelser betyder, at vi selv med de bedste intentioner ikke kan indsamle data om ting, som vi antager, at vi ikke har brug for, eller som vi ikke ved, at vi har brug for. Et eksempel er, at kvinder ofte udelukkes fra forsøg og test, enten fordi de bliver glemt, eller fordi man antager, at de er ligesom mænd. Det kan have fatale konsekvenser.

Til tider er det vores fordomme, der gør at vi ikke indsamler data, som vi har en fornemmelse af, vil stride mod vores egne interesser eller synspunkter. En overraskende stærk trang til at bevare status quo hindrer os i at bryde igennem denne barriere.

2. Datapositivisme

Spørgsmålet om mørke data er tæt knyttet til et andet spørgsmål, kendt som datapositivisme. Det handler om, hvad vi gør med de data, vi har samlet.

Det er umuligt at præsentere alle de data, vi finder. Det kan skyldes, at vi har for mange, eller at vi prøver at fortælle en bestemt historie med vores data. Når vi videregiver dataene til kort og grafer, skal vi vælge, hvad der skal med, og hvad der ikke skal, og det sker ofte ved at prioritere én type viden frem for en anden.

Data, der passer godt til traditionel kortlægning, vil sandsynligvis blive inkluderet på et kort mere end andre former for information. Dette kan gøre ekstremt komplekse og konkurrerende idésæt til alt for simple datasæt, som igen omdannes til en endnu mere forenklet grafik. Der stilles sjældent spørgsmålstegn ved grafikker, fordi de fleste ikke ved, hvordan de er blevet til. Man tror på dem, der har skabt dem – det giver en falsk følelse af sikkerhed, men en vi tror på, især hvis de styrker vores verdensbillede.

3. Datavask

Så er der spørgsmålet om datavask. Lad os antage, at du har undgået problemerne med mørke data og samlet alt inklusive de data, du ikke vidste, du havde brug for, og at du har renset og forbedret dine data på den rigtige måde.

Når du så skal præsentere dine fund, viser det sig, at de ikke viser den historie, du ønskede, eller det modsatte af, hvad du troede – hvad gør du så? Tilpasser du ting, så de ser anderledes ud? Springer du over til det diagram, der viser noget, der er tættere på din hypotese? Vælger du ikke at dele noget overhovedet?

Det ser ud som lette spørgsmål at svare på, let at holde sig på den korrekte side af etisk praksis. Men selv med de bedste intentioner kan vi afvise vores egne data, når de ikke er i overensstemmelse med vores antagelser. Vi fortæller måske os selv, at vi kan have lavet en fejl i dataindsamlingen, så vi ikke bør dele resultaterne. Eller vi tænker måske: det fortæller ikke en god historie, jeg udelader den. Eller måske: det burde være mere dramatisk, jeg ændrer farverne og designet så det ser godt ud.

Disse tilsyneladende uskyldige beslutninger skjuler eller tilslører data og viden. De er svære at undgå selv med de bedste intentioner, og når det drejer sig om kontroversielle spørgsmål, kan de bedste intentioner forsvinde.

Ved at gøre mennesker til data, bliver der truffet beslutninger om menneskers liv og død uden deres samtykke. Det er de dehumaniserende effekter af en algoritmedrevet verden.

Erfaringer fra historien

Kortlægning og datavisualisering har i mange år været brugt i krisetider for at hjælpe os med at forstå, hvad der sker, og fremadrettet finde praksisser, der kan bevare liv og skabe en bedre fremtid. Væsentlige eksempler er Thomas Shapters 1832-kort over kolera i Exeter, Storbritannien efterfulgt af de mere berømte kort over koleradødsfald produceret af John Snow i London. Disse kort og deres forfattere blev anerkendt for at finde nye erkendelser om vandoverførte sygdom og redde mange liv.

Shapter’s 1832 kort over kolera. Wikimedia Commons

Florence Nightingale, som har givet navn til de akuthospitaler, der er bygget rundt om Storbritannien i kølvandet på COVID-19, var også statistiker.

I 1861 lavede Nightingale datavisualiseringer og mange af dem som en del af hendes anbefalinger til den amerikanske hær om pleje af borgerkrigsofre. Hun lavede søjlediagrammer, grafer og kortlægninger.

Nightingales datavisualiseringer handlede ikke kun om at vise, hvad der skete, de var designet til at skabe forandring; til at skabe nødvendige reformer. Hun opfandt også en ny type diagram til at hjælpe sine argumenter på vej: et sammenlignende lagkagediagram, der i dag er kendt som en Nightingale rose (hun kaldte dem ’kiler’). Hendes mest berømte diagrammer viste ændringerne i patienters overlevelsesrate efter sanitetsforbedringer såsom at vaske hænder regelmæssigt, og de understregede effekten af forbedringerne ved forskel i størrelsen på kilerne.

Et eksempel på Nightingales rose

Nightingale, Shapter, Snow og mange andre har brugt diagrammer til at opbygge argumenter og letforståelige grafiske sammenligninger, der reddede mange liv. Men når vi ser tilbage på dem, tænker vi ofte kun på det endelige resultat (kort eller diagram) snarere end processen bag deres tilblivelse. For dengang blev de i vid udstrækning afvist og ofte fejlagtigt fortolket, så de understøttende de fremherskende holdninger i perioden.

Der var mange, der ikke ønskede at de reformer, Nightingale foreslog, selvom de nu ses som en revolution indenfor hospitalsdrift. Og Snows kort blev mere berømte end Shapters, ikke kun fordi de var fra London, men på grund af den dramatiske beretning om manden, der gik op ad Broad Street og rev de offentlige vandpumpers håndtag af. Det er siden glemt, at han gjorde det, fordi hans data og kortlægninger dengang blev fortolket fejlagtigt af dem, der valgte at se Snows kort som en understøttelse af deres egne teorier – et eksempel på at vi læser data på en måde, der passer til vores egne synspunkter.

Både Snow og Nightingale reddede utallige liv gennem deres dataarbejde, men også de var oppe mod mange af problemerne med mørke data, datapositivisme og fejlagtige fortolkninger.

I den digitale tidsalder, hvor data indsamles i massiv skala, ofte uden samtykke, og i stigende grad organiseres, sorteres og fortolkes af computere og algoritmer, er data blevet set som både en løsning på alt og en fare. Brug af data til at spore mennesker og diktere deres handlinger kan betyde forskellen mellem liv og død i en meget reel og nuværende forstand. Det er blevet klart for mange af os i forhold til COVID-19, men der er mange flere historier om data, krise og kampen for overlevelse.

I vores nye bog, Mapping Crisis, ser vi på erfaringer hos mennesker, der er kortlagt eller har fået deres komplekse liv reduceret til data, luftfoto eller rapporter. Ud fra det er vi i stand til at anvise bedre arbejdsmetoder og give en bedre forståelse af de forskellige påvirkninger, som den hemmelige verden af data har på vores hverdag.

Et af vores eksempler er migrantkrisen i Middelhavet.

Liv, død og data

Middelhavet er et sted, der for mange fremtryller billeder af sollyse strande, gode spisesteder ved vandet og et turkisblåt hav. Men dette stykke hav er også et af de mest afpatruljerede i verden. Alle bevægelser i regionen, uanset om de anses for lovlige eller ej, kortlægges og overvåges i vid udstrækning af Den Europæiske Union.

Mens enkelte lande ved Middelhavet længe har befæstet deres grænser, skabte dannelsen af EU en enkelt grænse langs de nordlige kyster. Siden da har europæiske stater udviklet et stadig mere omfattende og komplekst system til overvågning og udveksling af oplysninger om migranter, der forsøger at nå kontinentet.

Systemet hedder EUROSUR og kombinerer satellitbilleder i høj opløsning, dronebilleder, automatiske skibsidentifikationssystemer og militære radarer på skibe, og det giver mulighed for situationsrapporter og risikoanalyser i næsten realtid. Disse rapporter giver daglige opdateringer om ’succesfuld’ opsporing af migrantskibe.

Men dette meget sofistikerede værktøj til kortlægning af migranternes bevægelser er kun interesseret i dem, der stoppes. De omfattende databaser, som EU-landene har, indeholder næsten ingen oplysninger om dem, der dør eller forsvinder, når de flygter. De, der når de europæiske kyster, er derimod nøje screenet for biometriske data, herunder elektroniske fingeraftryk, iris-scanninger og medicinsk kontrol samt personlige oplysninger om deres liv for at bekræfte deres identitet.

Ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM) er mere end 19.000 mennesker druknet eller forsvundet på vej til Europa i løbet af det sidste årti. Disse tal er kun skøn: der findes ikke et system til dokumentation af migranters dødsfald i EU-landene. Europæiske regeringer betragter ikke migranters død som en del af deres juridiske ansvar og holder derfor ikke rutinemæssigt øje med dem. Det gør humanitære organisationer som IOM afhængige af øjenvidneberetninger og rapporter fra NGOer, der redder migranter, læger eller medierne.

Den manglende viden om dødsfald blandt migranter afslører, hvor tilfældig opsporing af bevægelse på tværs af grænser i virkeligheden er. Det tjener også politiske interesser, hvor data om migranter som en ’trussel’ mod Europa let kan findes, men data om den virkelige fare for liv og lemmer ved at krydse Middelhavet er lukket for offentligheden. Det gør det lettere at præsentere migranter som en trussel frem for som flygtninge, der sætter alt på spil for at søge sikkerhed.

Og for Frontex, Den europæiske grænse- og kystvagt, er det en bekvem baggrund for at legitimere den stigende militarisering af Europas grænser under påskud af at forhindre yderligere dødsfald og menneskelig lidelse.

Langs grænsen tjener digitale- og statistiske kort til styrke de politiske og sociale mål hos de organisationer og regeringer, der samler dem. Data indsamles selektivt og præsenteres selektivt af EU og europæiske regeringer, hvilket bringer Europas afskrækkelses- og interneringspolitik overfor migranter langt ind i det digitale domæne.

I den specifikke sammenhæng med Middelhavet minimerer denne selektive læsning af data ikke kun chancerne for at få asyl for dem, der venter i modtagelsescentre i Grækenland og Tyrkiet, men giver også regeringer og EU som helhed mulighed for at unddrage sig ethvert juridisk og politisk ansvar for de menneskelige omkostninger ved grænseovervågningen. Ved ikke at indsamle data om dem, der drukner, kan EU skjule det faktum, at de med den sofistikerede kortlægnings- og sporingsteknologi ikke har nogen interesse i at bruge dataene til at redde liv eller til at redde mænd, kvinder og børn, der er forsvinder til søs.

Ingen dødsoptegnelser betyder ingen optegnelser over, hvor mange mennesker de europæiske myndigheder har set drukne.

Radikal datakortlægning

Når det er sagt, er Europas venden det blinde øje til migranterne ikke uimodsagt. Talrige NGOer og humanitære aktivister forsøger at holde tal på dem, der dør eller forsvinder, og at holde Europa ansvarlig.

Initiativer som List of Deaths (listen over dødsfald), udarbejdet af organisationer som UNITED og FORTRESS Europe, dokumenterer omhyggeligt hver rapporteret hændelse ved hjælp af de nævnte for at kræve en radikal ændring af den europæiske asylpolitik. Mens disse modkortlægninger helt sikkert gennembryder den mur af tavshed omkring de menneskelige omkostninger ved grænseovervågningen, har dødslisterne gjort meget lidt i retning af at ændre landenes prioriteringer.

Det transnationale netværk Alarm Phone er en sjælden undtagelse. Alarmtelefon tilbyder en 24/7 hotline for migranter i nød. Organisationen redder dem ved at underrette de nationale kystvagter og havnemyndigheder om nødsituationer til søs. Ved hjælp af en kombination af mobiltelefoner og apps som Facebook, Viber, WhatsApp og Skype sammen med logistiske platforme som AIS (det globale automatiske identifikationssystem, der bruges til fartøjssporing) og software til opkaldsstyring, forsøger de at forhindre dødsfald og fremme øjeblikkelig handling for at redde mennesker, der er i fare for at drukne.

Organisationen har hjulpet tusinder af mennesker i nød. Sommeren 2020 var særlig vanskelig. Med Europas grænser lukket strammere end nogensinde, blev Alarmtelefonen oversvømmet af opkald. I syv dage efter den 13. august ringede næsten 900 mennesker på 14 både til Alarmtelefon med bøn om hjælp. Alarmtelefon slog alarm, og mens nogle blev hjulpet i sikkerhed i Europa eller Libyen var mere end 260 mennesker omkommet eller savnet.

Ved at bruge teknologi og netværk og gennem solidaritet og medfølelse er det frivillige netværk i stand til både at hjælpe migranter i vanskelige tider og hjælpe dem med at passere mere effektivt under EU’s radar. Hotlinen er mere end blot et nødopkald: det samler migranternes viden til effektive ’kort’, der hjælper med logistikken ved at krydse Middelhavet. Dermed viser den også forsætligt misbrug og sporadisk dataindsamling fra EU-medlemslandene.

En advarsel

Vi kan lære meget af datakortlægningen af migrantkrisen. Kort og data kan altid kun være delvise repræsentationer af virkeligheden, men når vi samler flere og flere data, kan vi lokkes til at tro, at disse repræsentationer er ufejlbarlige.

Alligevel fremgår det af eksemplet ovenfor, at den overvågning, der finder sted, ikke redder liv: de er værktøjer til kontrol snarere end støtte. Der er glimt af håb i modkortlægningsprojekterne, der er opstået for at give stemme til dem, der er dømt til tavshed, når de søger et nyt liv. Men selv de mest velmenende projekter kan misforstå data. For data har en tendens til at have et eget liv.

COVID-19 har bragt en verden af datadrevet krisestyring til live i hele verden, men det er ikke nyt. Mange mennesker har allerede oplevet at blive reduceret til data. Fra Middelhavet til karakterer i skolerne dikteres livet i stigende grad af algoritmer, beregninger og de fordomme, der er indbygget i disse teknologier. Den måde, vi bruger data på, er stærkt påvirket af politik, af ønsker om at opretholde status quo og af bevidste og ubevidste beslutninger, der træffes på alle trin i processen.

Så vi bør sætte spørgsmålstegn ved data: hvordan de indsamles, og hvordan de bruges. Men data er også vigtige, og vi må ikke bare afvise at bruge dem. Verden har set et angreb på videnskab og en vækst i ’alternative fakta’. Stigningen i mundbindsnægtere, vaccinemodstandere, 5G-konspirationsteoretikere og coronavirus-benægtere har vist, hvor farligt det kan være. Sådanne argumenter skubber os bagud, ikke fremad. De forsøger ikke at forstå mere, men opretholder status quo.

Mens nogle måske prøver at bruge de argumenter, vi har præsenteret her til at afvise videnskab, siger vi i stedet, at vi skal stille spørgsmål, der bringer vores forståelse videre. Det er næsten umuligt at fjerne problemer forårsaget af mørke data, datavask og datapositivisme. Dette kan være målrettet eller utilsigtet, men virkningerne kan være vidtrækkende.

Så næste gang du kigger på et kort og/eller en datavisualisering, så spørg: hvem er det til? Hvis magt styrker eller konsoliderer den? Hvem er ikke med i dataene? Hvem blev aldrig spurgt, glemt eller udelukket? Hvem taber? Og hvordan kan vi gøre det bedre?

Denne uge:

Et spørgsmål om liv eller død

I krisetider bruger vi ofte data i et forsøg på både at forstå situationen og finde vej ud af den. Men det kan være farligt. Artiklen The way we use data is a life or death matter – from the refugee crisis to COVID-19 fra The Conversation, fortæller hvordan data bruges til at sløre alvoren af flygtningekrisen.

Doug Specht

Lektor i medier og kommunikation, University of Westminster

Monika Halkort

Adjunkt i digitale medier og social kommunikation, Lebanese American University

Som reaktion på COVID-19 har regeringer over hele verden brugt algoritmer, data fra apps på vores telefoner sammen med videoovervågning, ansigtsgenkendelse og andre former for dataindsamling til at bekæmpe pandemien. Data bruges til at styre milliarder af menneskers daglige liv på en måde, mange af os aldrig før har set. Folk bliver instrueret om at blive hjemme, gå på arbejde, bære masker eller sende deres børn i skole baseret på data.

Men har 2020 også vist farerne ved den fremgangsmåde? Fortolkningen og indsamlingen af disse data er ikke uden problemer – læger og politikere, der ser på de samme data, kan drage meget forskellige konklusioner om, hvad der er det rigtige at gøre.

Vi bør selvfølgelig bruge alle de redskaber, vi kan i kampen for at redde liv, men pandemien har også bragt mange problemer med datakortlægning frem i lyset. COVID-19 rammer de fattigste og de sorte og asiatiske samfund i mange lande uforholdsmæssigt hårdt. Det er ikke mindst på grund af, at de restriktioner, der skal stoppe spredningen af sygdommen, bygger på data, der er fortolket af hypoteser hos dem, der udformer restriktionerne.

Ulighederne var der i forvejen, men modeller, der bremser spredningen gennem lukning af kontorer, mindre transport og hjemmeundervisning, lægger et enormt pres på de fattigste og mest sårbare i samfundet, der ikke er så privilegerede, at de kan ændre deres arbejds- eller levevilkår. Efterhånden som digitale teknologier introduceres yderligere, såsom mobil track and trace, vil disse grupper blive marginaliseret yderligere. Selv i de rigeste lande vil de, der ikke har en smartphone, ikke få fordel af sporingsapps, der skal beskytte mennesker.

Det er nyt for mange, men den slags teknologier – og deres mangler – er i lang tid blevet brugt til at forme liv og død for millioner over hele verden. I den digitale tidsalder opfattes digital kortlægning og data som en løsning. Flere end nogensinde oplever, at vores live ikke bestemmes af mennesker vi har valgt, men af ukendte algoritmer, kort og datavisualiseringer. Mens vi forsøger at holde pandemien i skak, bør vi lære af tidligere kriser og bevæge os i retning af en mere retfærdig verden.

For at vi kan det, er det afgørende, at folk forstår datas svingende kvalitet. Statistikker kan virke korrekte for mange mennesker. Men data kan vildlede, og forståelsen af, hvordan det sker, er et stort skridt i den rigtige retning, hvis vi vil bruge data til at forbedre millioner af menneskers liv og tackle globale kriser som COVID-19.

Der er tre hovedproblemer med data.

1. Mørke data

Det første problem ser ud til at være det nemmeste at løse. Mørke data henviser til data, der slet ikke indsamles. Mange mennesker tror, at hvis vi indsamlede nok data om alt, så kunne vi løse ethvert problem. Men det er umuligt at indsamle alt: der vil altid være mørke data.

Vi indsamler for eksempel ikke data om eller fra børn på samme måde som voksne på grund af regler om samtykke. Data indsamles ofte gennem værktøjer, der ikke er tilgængelige for alle – mobiltelefoner deler enorme mængder information, men ikke alle har en mobiltelefon.

De virkelige problemer kommer på grund af såkaldte videnskabelige og ideologiske antagelser. Disse antagelser betyder, at vi selv med de bedste intentioner ikke kan indsamle data om ting, som vi antager, at vi ikke har brug for, eller som vi ikke ved, at vi har brug for. Et eksempel er, at kvinder ofte udelukkes fra forsøg og test, enten fordi de bliver glemt, eller fordi man antager, at de er ligesom mænd. Det kan have fatale konsekvenser.

Til tider er det vores fordomme, der gør at vi ikke indsamler data, som vi har en fornemmelse af, vil stride mod vores egne interesser eller synspunkter. En overraskende stærk trang til at bevare status quo hindrer os i at bryde igennem denne barriere.

2. Datapositivisme

Spørgsmålet om mørke data er tæt knyttet til et andet spørgsmål, kendt som datapositivisme. Det handler om, hvad vi gør med de data, vi har samlet.

Det er umuligt at præsentere alle de data, vi finder. Det kan skyldes, at vi har for mange, eller at vi prøver at fortælle en bestemt historie med vores data. Når vi videregiver dataene til kort og grafer, skal vi vælge, hvad der skal med, og hvad der ikke skal, og det sker ofte ved at prioritere én type viden frem for en anden.

Data, der passer godt til traditionel kortlægning, vil sandsynligvis blive inkluderet på et kort mere end andre former for information. Dette kan gøre ekstremt komplekse og konkurrerende idésæt til alt for simple datasæt, som igen omdannes til en endnu mere forenklet grafik. Der stilles sjældent spørgsmålstegn ved grafikker, fordi de fleste ikke ved, hvordan de er blevet til. Man tror på dem, der har skabt dem – det giver en falsk følelse af sikkerhed, men en vi tror på, især hvis de styrker vores verdensbillede.

3. Datavask

Så er der spørgsmålet om datavask. Lad os antage, at du har undgået problemerne med mørke data og samlet alt inklusive de data, du ikke vidste, du havde brug for, og at du har renset og forbedret dine data på den rigtige måde.

Når du så skal præsentere dine fund, viser det sig, at de ikke viser den historie, du ønskede, eller det modsatte af, hvad du troede – hvad gør du så? Tilpasser du ting, så de ser anderledes ud? Springer du over til det diagram, der viser noget, der er tættere på din hypotese? Vælger du ikke at dele noget overhovedet?

Det ser ud som lette spørgsmål at svare på, let at holde sig på den korrekte side af etisk praksis. Men selv med de bedste intentioner kan vi afvise vores egne data, når de ikke er i overensstemmelse med vores antagelser. Vi fortæller måske os selv, at vi kan have lavet en fejl i dataindsamlingen, så vi ikke bør dele resultaterne. Eller vi tænker måske: det fortæller ikke en god historie, jeg udelader den. Eller måske: det burde være mere dramatisk, jeg ændrer farverne og designet så det ser godt ud.

Disse tilsyneladende uskyldige beslutninger skjuler eller tilslører data og viden. De er svære at undgå selv med de bedste intentioner, og når det drejer sig om kontroversielle spørgsmål, kan de bedste intentioner forsvinde.

Ved at gøre mennesker til data, bliver der truffet beslutninger om menneskers liv og død uden deres samtykke. Det er de dehumaniserende effekter af en algoritmedrevet verden.

Erfaringer fra historien

Kortlægning og datavisualisering har i mange år været brugt i krisetider for at hjælpe os med at forstå, hvad der sker, og fremadrettet finde praksisser, der kan bevare liv og skabe en bedre fremtid. Væsentlige eksempler er Thomas Shapters 1832-kort over kolera i Exeter, Storbritannien efterfulgt af de mere berømte kort over koleradødsfald produceret af John Snow i London. Disse kort og deres forfattere blev anerkendt for at finde nye erkendelser om vandoverførte sygdom og redde mange liv.

Shapter’s 1832 kort over kolera. Wikimedia Commons

Florence Nightingale, som har givet navn til de akuthospitaler, der er bygget rundt om Storbritannien i kølvandet på COVID-19, var også statistiker.

I 1861 lavede Nightingale datavisualiseringer og mange af dem som en del af hendes anbefalinger til den amerikanske hær om pleje af borgerkrigsofre. Hun lavede søjlediagrammer, grafer og kortlægninger.

Nightingales datavisualiseringer handlede ikke kun om at vise, hvad der skete, de var designet til at skabe forandring; til at skabe nødvendige reformer. Hun opfandt også en ny type diagram til at hjælpe sine argumenter på vej: et sammenlignende lagkagediagram, der i dag er kendt som en Nightingale rose (hun kaldte dem ’kiler’). Hendes mest berømte diagrammer viste ændringerne i patienters overlevelsesrate efter sanitetsforbedringer såsom at vaske hænder regelmæssigt, og de understregede effekten af forbedringerne ved forskel i størrelsen på kilerne.

Et eksempel på Nightingales rose

Nightingale, Shapter, Snow og mange andre har brugt diagrammer til at opbygge argumenter og letforståelige grafiske sammenligninger, der reddede mange liv. Men når vi ser tilbage på dem, tænker vi ofte kun på det endelige resultat (kort eller diagram) snarere end processen bag deres tilblivelse. For dengang blev de i vid udstrækning afvist og ofte fejlagtigt fortolket, så de understøttende de fremherskende holdninger i perioden.

Der var mange, der ikke ønskede at de reformer, Nightingale foreslog, selvom de nu ses som en revolution indenfor hospitalsdrift. Og Snows kort blev mere berømte end Shapters, ikke kun fordi de var fra London, men på grund af den dramatiske beretning om manden, der gik op ad Broad Street og rev de offentlige vandpumpers håndtag af. Det er siden glemt, at han gjorde det, fordi hans data og kortlægninger dengang blev fortolket fejlagtigt af dem, der valgte at se Snows kort som en understøttelse af deres egne teorier – et eksempel på at vi læser data på en måde, der passer til vores egne synspunkter.

Både Snow og Nightingale reddede utallige liv gennem deres dataarbejde, men også de var oppe mod mange af problemerne med mørke data, datapositivisme og fejlagtige fortolkninger.

I den digitale tidsalder, hvor data indsamles i massiv skala, ofte uden samtykke, og i stigende grad organiseres, sorteres og fortolkes af computere og algoritmer, er data blevet set som både en løsning på alt og en fare. Brug af data til at spore mennesker og diktere deres handlinger kan betyde forskellen mellem liv og død i en meget reel og nuværende forstand. Det er blevet klart for mange af os i forhold til COVID-19, men der er mange flere historier om data, krise og kampen for overlevelse.

I vores nye bog, Mapping Crisis, ser vi på erfaringer hos mennesker, der er kortlagt eller har fået deres komplekse liv reduceret til data, luftfoto eller rapporter. Ud fra det er vi i stand til at anvise bedre arbejdsmetoder og give en bedre forståelse af de forskellige påvirkninger, som den hemmelige verden af data har på vores hverdag.

Et af vores eksempler er migrantkrisen i Middelhavet.

Liv, død og data

Middelhavet er et sted, der for mange fremtryller billeder af sollyse strande, gode spisesteder ved vandet og et turkisblåt hav. Men dette stykke hav er også et af de mest afpatruljerede i verden. Alle bevægelser i regionen, uanset om de anses for lovlige eller ej, kortlægges og overvåges i vid udstrækning af Den Europæiske Union.

Mens enkelte lande ved Middelhavet længe har befæstet deres grænser, skabte dannelsen af EU en enkelt grænse langs de nordlige kyster. Siden da har europæiske stater udviklet et stadig mere omfattende og komplekst system til overvågning og udveksling af oplysninger om migranter, der forsøger at nå kontinentet.

Systemet hedder EUROSUR og kombinerer satellitbilleder i høj opløsning, dronebilleder, automatiske skibsidentifikationssystemer og militære radarer på skibe, og det giver mulighed for situationsrapporter og risikoanalyser i næsten realtid. Disse rapporter giver daglige opdateringer om ’succesfuld’ opsporing af migrantskibe.

Men dette meget sofistikerede værktøj til kortlægning af migranternes bevægelser er kun interesseret i dem, der stoppes. De omfattende databaser, som EU-landene har, indeholder næsten ingen oplysninger om dem, der dør eller forsvinder, når de flygter. De, der når de europæiske kyster, er derimod nøje screenet for biometriske data, herunder elektroniske fingeraftryk, iris-scanninger og medicinsk kontrol samt personlige oplysninger om deres liv for at bekræfte deres identitet.

Ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM) er mere end 19.000 mennesker druknet eller forsvundet på vej til Europa i løbet af det sidste årti. Disse tal er kun skøn: der findes ikke et system til dokumentation af migranters dødsfald i EU-landene. Europæiske regeringer betragter ikke migranters død som en del af deres juridiske ansvar og holder derfor ikke rutinemæssigt øje med dem. Det gør humanitære organisationer som IOM afhængige af øjenvidneberetninger og rapporter fra NGOer, der redder migranter, læger eller medierne.

Den manglende viden om dødsfald blandt migranter afslører, hvor tilfældig opsporing af bevægelse på tværs af grænser i virkeligheden er. Det tjener også politiske interesser, hvor data om migranter som en ’trussel’ mod Europa let kan findes, men data om den virkelige fare for liv og lemmer ved at krydse Middelhavet er lukket for offentligheden. Det gør det lettere at præsentere migranter som en trussel frem for som flygtninge, der sætter alt på spil for at søge sikkerhed.

Og for Frontex, Den europæiske grænse- og kystvagt, er det en bekvem baggrund for at legitimere den stigende militarisering af Europas grænser under påskud af at forhindre yderligere dødsfald og menneskelig lidelse.

Langs grænsen tjener digitale- og statistiske kort til styrke de politiske og sociale mål hos de organisationer og regeringer, der samler dem. Data indsamles selektivt og præsenteres selektivt af EU og europæiske regeringer, hvilket bringer Europas afskrækkelses- og interneringspolitik overfor migranter langt ind i det digitale domæne.

I den specifikke sammenhæng med Middelhavet minimerer denne selektive læsning af data ikke kun chancerne for at få asyl for dem, der venter i modtagelsescentre i Grækenland og Tyrkiet, men giver også regeringer og EU som helhed mulighed for at unddrage sig ethvert juridisk og politisk ansvar for de menneskelige omkostninger ved grænseovervågningen. Ved ikke at indsamle data om dem, der drukner, kan EU skjule det faktum, at de med den sofistikerede kortlægnings- og sporingsteknologi ikke har nogen interesse i at bruge dataene til at redde liv eller til at redde mænd, kvinder og børn, der er forsvinder til søs.

Ingen dødsoptegnelser betyder ingen optegnelser over, hvor mange mennesker de europæiske myndigheder har set drukne.

Radikal datakortlægning

Når det er sagt, er Europas venden det blinde øje til migranterne ikke uimodsagt. Talrige NGOer og humanitære aktivister forsøger at holde tal på dem, der dør eller forsvinder, og at holde Europa ansvarlig.

Initiativer som List of Deaths (listen over dødsfald), udarbejdet af organisationer som UNITED og FORTRESS Europe, dokumenterer omhyggeligt hver rapporteret hændelse ved hjælp af de nævnte for at kræve en radikal ændring af den europæiske asylpolitik. Mens disse modkortlægninger helt sikkert gennembryder den mur af tavshed omkring de menneskelige omkostninger ved grænseovervågningen, har dødslisterne gjort meget lidt i retning af at ændre landenes prioriteringer.

Det transnationale netværk Alarm Phone er en sjælden undtagelse. Alarmtelefon tilbyder en 24/7 hotline for migranter i nød. Organisationen redder dem ved at underrette de nationale kystvagter og havnemyndigheder om nødsituationer til søs. Ved hjælp af en kombination af mobiltelefoner og apps som Facebook, Viber, WhatsApp og Skype sammen med logistiske platforme som AIS (det globale automatiske identifikationssystem, der bruges til fartøjssporing) og software til opkaldsstyring, forsøger de at forhindre dødsfald og fremme øjeblikkelig handling for at redde mennesker, der er i fare for at drukne.

Organisationen har hjulpet tusinder af mennesker i nød. Sommeren 2020 var særlig vanskelig. Med Europas grænser lukket strammere end nogensinde, blev Alarmtelefonen oversvømmet af opkald. I syv dage efter den 13. august ringede næsten 900 mennesker på 14 både til Alarmtelefon med bøn om hjælp. Alarmtelefon slog alarm, og mens nogle blev hjulpet i sikkerhed i Europa eller Libyen var mere end 260 mennesker omkommet eller savnet.

Ved at bruge teknologi og netværk og gennem solidaritet og medfølelse er det frivillige netværk i stand til både at hjælpe migranter i vanskelige tider og hjælpe dem med at passere mere effektivt under EU’s radar. Hotlinen er mere end blot et nødopkald: det samler migranternes viden til effektive ’kort’, der hjælper med logistikken ved at krydse Middelhavet. Dermed viser den også forsætligt misbrug og sporadisk dataindsamling fra EU-medlemslandene.

En advarsel

Vi kan lære meget af datakortlægningen af migrantkrisen. Kort og data kan altid kun være delvise repræsentationer af virkeligheden, men når vi samler flere og flere data, kan vi lokkes til at tro, at disse repræsentationer er ufejlbarlige.

Alligevel fremgår det af eksemplet ovenfor, at den overvågning, der finder sted, ikke redder liv: de er værktøjer til kontrol snarere end støtte. Der er glimt af håb i modkortlægningsprojekterne, der er opstået for at give stemme til dem, der er dømt til tavshed, når de søger et nyt liv. Men selv de mest velmenende projekter kan misforstå data. For data har en tendens til at have et eget liv.

COVID-19 har bragt en verden af datadrevet krisestyring til live i hele verden, men det er ikke nyt. Mange mennesker har allerede oplevet at blive reduceret til data. Fra Middelhavet til karakterer i skolerne dikteres livet i stigende grad af algoritmer, beregninger og de fordomme, der er indbygget i disse teknologier. Den måde, vi bruger data på, er stærkt påvirket af politik, af ønsker om at opretholde status quo og af bevidste og ubevidste beslutninger, der træffes på alle trin i processen.

Så vi bør sætte spørgsmålstegn ved data: hvordan de indsamles, og hvordan de bruges. Men data er også vigtige, og vi må ikke bare afvise at bruge dem. Verden har set et angreb på videnskab og en vækst i ’alternative fakta’. Stigningen i mundbindsnægtere, vaccinemodstandere, 5G-konspirationsteoretikere og coronavirus-benægtere har vist, hvor farligt det kan være. Sådanne argumenter skubber os bagud, ikke fremad. De forsøger ikke at forstå mere, men opretholder status quo.

Mens nogle måske prøver at bruge de argumenter, vi har præsenteret her til at afvise videnskab, siger vi i stedet, at vi skal stille spørgsmål, der bringer vores forståelse videre. Det er næsten umuligt at fjerne problemer forårsaget af mørke data, datavask og datapositivisme. Dette kan være målrettet eller utilsigtet, men virkningerne kan være vidtrækkende.

Så næste gang du kigger på et kort og/eller en datavisualisering, så spørg: hvem er det til? Hvis magt styrker eller konsoliderer den? Hvem er ikke med i dataene? Hvem blev aldrig spurgt, glemt eller udelukket? Hvem taber? Og hvordan kan vi gøre det bedre?

Log ind

Opret kundekonto

Dine personlige data vil blive anvendt til at understøtte din brugeroplevelse,, til at administrere adgang til din konto, og til andre formål, som er beskrevet i vores persondatapolitik.

Ja tak, jeg vil gerne have et gratis prøveabonnement og adgang til alle artikler

Enkelt abonnement


Abonnement

30 dages gratis prøveperiode. Herefter 49,00 DKK per måned. Dit abonnement bliver fornyet automatisk, når prøveperioden udløber. Du kan opsige abonnementet når du vil.

30 dages gratis prøveperiode. Herefter 49,00 DKK per måned

Varenummer (SKU): 40000 Varekategori:

Gruppeabonnement


Gruppeabonnement

Dit abonnement bliver fornyet automatisk, når prøveperioden udløber. Du kan opsige abonnementet når du vil.

30 dages gratis prøveperiode. Herefter Fra: 39,00 DKK per måned per medlem

Fra 5102550
Clear

Gruppemedlemmer:

Varenummer (SKU): 30000 Varekategori:

Gavekort


Tilbud

Gavekort

Gavekortet modtages som kode via e-mail og kan frit gives væk. Den første måned er stadig gratis ved brug af gavekort.

90,00 DKK120,00 DKK

3 måneder4 måneder
Ryd

Varenummer (SKU): N/A Varekategori: