Droner er irriterende
Antonio Martinez, der forsker i akustik på University of Salford har fundet ud af, at lyden fra droner irriterer folk langt mere end lyden fra konventionelle fly, selvom de er omkring 40 decibel mere støjsvage. Det skyldes at de udsender en højfrekvent lyd, som folk har tendens til at finde meget irriterende.

En del af problemet er, at droner ofte flyver i relativt lave højder over befolkede områder, der normalt ikke udsættes for flystøj. Når vi begynder at få leverancer med droner, og dronerne skal arbejde med inspektion af bygninger osv. kan det føre til spændinger i de udsatte lokalsamfund, hvis støjproblemerne ikke tackles ordentligt.
Antonio Martinez mener, at det skal gøres ved at inddrage mennesker i udviklingen af dronerne allerede på et tidligt stadie. Det kan fx gøres enten med det Antonio Martinez kalder subjektiv testning, hvor man lader nogle deltagere vurdere dronernes lyd eller ved hjælp af psykoakustiske målinger, som er udbredt i bilindustrien. Disse målinger gengiver, hvordan fx tonehøjde og variationer i lyden opfattes.
Disse undersøgelser kan bruges til at designe dronerne, så de irriterer deres omgivelser mindre. Fx kan man optimere rotorernes position, så de er mindre generende.
/LL
Apple på vej med bil og radikal ny batteriteknologi
Apple sigter mod at sætte en bilproduktion i gang inden 2024 og kan øjne ’næste niveau’ af batteriteknologi, skriver Reuters. Apple arbejder mod at bygge en bil til almindelige forbrugere. Centralt i Apples strategi er et nyt batteridesign, der radikalt kan reducere omkostningerne ved batterier og øge køretøjets rækkevidde.

At producere en bil er en udfordring for Apple, der aldrig har produceret biler før. Apple er vant til lange forsyningskæder og fremstiller hundreder af millioner elektronikprodukter hvert år med dele fra hele verden. Men det er sværere med biler, og det tog Elon Musks Tesla 17 år, før virksomheden opnåede en vedvarende fortjeneste på bilproduktionen.
Det er fortsat uklart, hvem der skal samle en Apple-mærket bil, men kilder forventer, at elektronikgiganten satser på en bilproducent til at bygge deres køretøjer. Apple har formentlig besluttet at benytte lidarsensorer, som hjælper selvkørende biler med at få et tredimensionelt billede af vejen, der svarer til Apples iPhone 12 Pro- og iPad Pro-modeller, der blev frigivet i år.
Lidar er en teknologi til at indsamle store mængder af afstandsmålinger med høj præcision. Normalt henføres termen til at være en forkortelse for Light Detection and Ranging, men er oprindelig en sammenstilling af ordene “light” og “radar”. Lidar afstandsmålinger foretages ved, at der udsendes laser-pulser med høj frekvens samtidigt med at de enkelte pulser, typisk ved hjælp af et spejl, drejes ud i forskellige retninger. Den tid det tager de enkelte pulser at ramme et objekt og blive reflekteret tilbage til laseren, kan bruges til at beregne afstanden.
For at tjene penge på bilproduktion er det nødvendigt med så store en produktion, at det kan være en udfordring selv for Apple, som vil være ny på bilmarkedet. Et levedygtigt samleanlæg skal producere 100.000 køretøjer årligt, og med en forventelig øget antal biler fremover.
/JM
Kinesiske drone- og chipproducenter er føjet til USAs forbudsliste
Drone-producent DJI og chipproducenten SMIC er de seneste kinesiske virksomheder, der er føjet til den amerikanske liste over forbudte produkter, skriver BBC. Listen er udarbejdet af det amerikanske handelsministerium og omfatter allerede mere end 275 Kina-baserede virksomheder, herunder telekommunikationsgiganten Huawei.

Beslutningen karakteriseres som en sidste trodsig handling mod Kina af den afgående amerikanske præsident, Donald Trump, der har lagt en hård linje overfor landet. USA mener at have beviser for, at SMIC har samarbejdet med det kinesiske militær om korte og mellemstore ballistiske missiler og exoskeletter til soldater.
SMIC blev grundlagt i 2000 og er siden blevet den mest fremtrædende chipproducent i Kina. Amerikanske virksomheder skal nu søge en særlig licens fra det amerikanske handelsministerium, inden de eksporterer varer til firmaet, hvilket vil påvirke SMICs muligheder for at erhverve materialer til fremstilling af avancerede chips.
Den amerikanske regering tilføjede også DJI, en af verdens største droneproducenter, til listen fordi firmaet skulle havde spillet en rolle i menneskerettighedskrænkelser i Kina. Forbuddet forhindrer ikke folk i at købe DJI-droner, men det betyder, at firmaet vil blive begrænset i at overføre teknologier fra USA.
Den kinesiske regering har reageret ved at indføre sine egne love, der begrænser eksporten af militære teknologier. Handelsblokeringerne mellem verdens to største økonomier har eksisteret i flere år, men er vokset i de seneste måneder. Forbrugerappen TikTok og det digitale firma Tencent – begge kinesiske – står også over for amerikanske sanktioner.
/JM