Ny generation af kunstig intelligens til chatbots
Forestil dig robotter der bygger robotter. Så går udviklingen rigtig stærkt. Det kræver, at man kan bygge kunstig intelligens, der selv kan bygge kunstig intelligens. Netop dét gør man nu i et dansk AI chatbot-projekt, og det tiltrækker international bevågenhed fra verdensførende forskere.

Første del af projektet vandt sidste år Innovationsprisen. En del af begrundelsen lød, at chatbotten er så god, at man ikke kan mærke forskel på, om det er et menneske eller en robot. Det var blandt andre SupWiz og Københavns Universitet, der stod bag det vindende projekt. Nu investerer Innovationsfonden 7,2 mio. kr. i en videreudvikling af chatbotten.
Målet er nu, at de unikke chatbots skal kunne opbygges automatisk. Indtil videre har det været mennesker, der har bygget kunstig intelligens, og projektet sigter mod at lave kunstig intelligens, der selv kan bygge kunstig intelligens. Der er således tale om en ny generation af kunstig intelligens.
Københavns kommune er med i projektet og kommer med praktisk erfaring med chatbots.
– København vokser med ca. 10.000 borgere hvert år, så vi skal arbejde smartere for at kunne servicere flere borgere for færre penge. Her er en øget digitalisering helt afgørende, og vi har store forventninger til, at dette projekt kan hjælpe med at udbrede chatbot-teknologi, siger Jacob Honoré, Kontorchef i Koncern IT i Københavns Kommune.
Også Alexandra Instituttet er med i projektet da de er ledende i arbejdet med open source og sprogmodeller på dansk, og vil være med til at sikre en bred anvendelse af projektets resultater også i Danmark
Læs mere på Alexandra Instituttet
/UL
Ny opdagelse baner vej for køreklare biobrændstoffer
Et særligt lysafhængigt enzym, som først blev opdaget for cirka tre år siden, er omdrejningspunktet i en ny videnskabelig opdagelse, der muliggør en højtydende produktion af biobrændstoffer fra biomasse.

Det lys-afhængige enzym, der oprindeligt stammer fra mikroalger, har den særlige egenskab, at det med blåt lys som eneste energikilde kan omdanne cellulosisk biomasse til grønne brændstoffer.
Ved at indsætte enzymet i cellerne på en gærsvamp omdanner forskerne svampens energiomsætning så den danner frie fedtsyrer og et bestemt molekyle, ’fatty acyl-CoA’ – som derefter af enzymet i en proces kaldet ’fedtsyre foto-dekarboxylase’, forkortet FAP danner alkaner, der er et at de vigtigste komponenter i fx råolie.
Den nye opdagelse er et muligt gennembrud i biosyntese af de såkaldte drop-in biobrændstoffer, da forskerne dermed – for første gang nogensinde i denne proces – har syntetiseret grønne brændstoffer på et niveau, der er relevant for fremtidig industriel produktion
Biosyntese er en billig og bæredygtig løsning, hvor produktionen er baseret på omdannelse af cellulosisk biomasse, som er den mest udbredte, bæredygtige, biologiske ressource, der findes på jorden.
Processen skal nu maksimeres og skaleres siger forskerne fra Aarhus Universitet
Læs mere hos Aarhus Universitet
/UL
Susa skal gøre chefen bedre
Statens Institut for Folkesundhed og virksomheden Humanai fik i 2018 en bevilling på 3,7 millioner kr. af Velliv Foreningen til at finde ud af om en kunstig intelligent digital sparringspartner, kan styrke samarbejde, trivsel og resultater i små og mellemstore private virksomheder. Det blev til Susa, som med succes er afprøvet i fire virksomheder, og nu skal afprøves i yderligere 50.

Susa har en fordel, som hverken en kollega eller en leder besidder, siger Mads Bab der er indehaver af virksomheden Humanai til Tech Management: ’Som mennesker er vi farvet af vaner og overbevisninger, og derfor kunne det godt tænkes, at det ikke objektivt set, er de bedste beslutninger, vi træffer. Hvad nu, hvis vi havde en objektiv djævlens advokat, der ikke er farvet af virksomhedspolitik, ambitioner og bristede forventninger. Kunne det tænkes, at den ville udfordre os til at træffe bedre beslutninger? Det kan vi se, at Susa gør.’
Susa er blandt andet afprøvet på et dyrehospital, hvor medarbejderne blev mere og mere irriterede på hinanden i løbet af dagen. Efter nogle møder med Susa fandt de ud af, at når de kom om morgenen, gik de straks i gang med arbejdet uden at afstemme forventninger og aftale, hvem, der gør hvad.
Virksomheder, der er interesseret i at være blandt de næste 50 testvirksomheder, kan henvende sig på sunderesamarbejde.dk
/LL